Du kan godt vinde selvom du ikke er verdensmester - Praktisk Praksis

For et stykke tid siden var jeg til et foredrag med en tidligere kollega som var eliteroer

Hun og jeg havde arbejdet sammen i Nykredit i fortiden, og nu skulle hun tilfældigvis tale på et event om vindermentalitet.

Hendes historie om kampen for OL guldet indeholdt en masse sved og tårer . Hun kæmpede sammen med sin makker en næsten umenneskelig kamp, endda efter lige at være blevet mor,  men desværre nåede hun ikke at vinde guld, selvom det var meget tæt på.

Og efter den fortælling kom jeg til at tænke på hvor heldige vi andre er, at vi ikke skal vinde guld for at vinde.

Og hvad mener jeg så med det?

Jeg mener at selvom du ikke er verdensmester indenfor dit felt, selvom du ikke har styr på det hele, og selvom der er nogen der har været i gang meget længere end dig, så kan du stadig få en virkelig fornuftig virksomhed op at køre.

I vores verden er det nemlig ikke et nulsumspil ligesom det er i elitesportsverdenen.

Der er kunder nok til os alle sammen hvis vi kan vores kram og ellers sørger for at kunderne kan finde os.

Det åbner op for at man kan indgå spændende samarbejder og lege med mulighederne.

Og ikke mindst tager det presset af skuldrene – for du behøver ikke være den bedste – du skal bare være så god du kan være.

Er det ikke dejligt?

Desværre er der mange der bremser sig sig selv fordi de ser på alle dem som har været i gang meget længere og ikke føler de kan leve op til det.

Det er virkelig ærgerligt for det er slet ikke så halsbrækkende farligt at drive virksomhed, som nogle gør det til.

Det kan være dejligt, forfriskende og glædesfyldt – og det håber jeg også at du vil opleve.

Og man bliver kun bedre hvis man går i gang og øver sig.

Får du nyhedsbrevet?

Følg med og få de nyeste og mest effektive tips til din online markedsføring